AaB ligger til bronze efter 3-2 over FCM

Skrevet af BNB

29/04/2013

Mest læste i dag

Der var rigeligt at spille om på MCH Arena i Herning mandag aften i den 29. runde af Superligaen. AaB kan stadig nå bronzemedaljerne, mens FC Midtjylland med en sejr ville rykke tættere på en af de eftertragtede Superliga-placeringer, der giver adgang til europæisk fodbold næste sæson, men også nærme sig tredjepladsen.

De to hold har aldrig i Superligaens historie spillet 0-0, og det resultat blev heller ikke tilfældet i mandagens kamp.

Underholdningsniveauet var højt fra starten af kampen, og begge hold var særdeles tændte. FC Midtjylland var først med en reel chance efter syv minutter ved Morten 'Duncan' Rasmussen, der nærmest hele kampen igennem voldte den aalborgensiske defensiv problemer.

Der skulle også kun gå få minutter efter den første chance, før det første mål faldt. Her var det netop Morten 'Duncan', der modtog en lang bold fra Petter Andersson i dybden, som 'Duncan' fik sendt ind mellem stængerne til hjemmeføring 1-0 i det 11. minut af kampen.

Det satte for alvor gang i kampen, men ikke kun hos hjemmeholdet. AaB lignede nemlig slet ikke et mandskab, der var interesseret i at være bagud ret længe, og udeholdets iver betalte sig efter 19 minutter, hvor FCM-forsvaret tog sig en mindre blunder, og dermed gav mulighed for, at Thomas Augustinussen kunne hamre bolden i mål, efter at have modtaget en retur fra et forsøg af Kasper Kusk.

Intensiteten fra begge hold led et lille dyk efter en halv times spil, men kampen blev vækket til live igen af FC Midtjylland efter 37 minutter. Her var det igen Morten 'Duncan', der forsøgte sig. Hans forsøg blev dog pareret og havnede hos Danny Olsen, som med flot overblik sendte den videre til Sylvester Igboun, der med et par træk spillede sig fri i udkanten af feltet og hamrede bolden i mål til stor jubel hos de talstærkt fremmødte FCM-tilhængere.Dermed kunne hjemmeholdet gå til pause med en føring på 2-1.

Anden halvleg var mindre end et minut gammel, da den første store chance faldt. Her var FC Midtjylland tæt på at komme foran med to mål, men en mirakuløs redning på målstregen af Nicolai Larsen i AaB-målet forhindrede udeholdet i en rigtig dårlig start på de sidste 45 minutter. Med en halv time igen fik AaB åbnet helt op for kampen igen, da Jesper Lauridsen satsede lidt for meget og gav Henrik Dalsgaard en fri mulighed for at udligne til 2-2. Dén chance lod Dalsgaard ikke passere.

Med knap tyve minutter tilbage var det igen i FCM-forsvaret, den var gal. Bolden blev ikke clearet ordentligt i Midtjyllands defensiv, og så var AaB pludselig foran for første gang i kampen med små 12 minutter tilbage af den ordinære spilletid. Målscorer var Mathias Wichmann. 

Derfor kan det også kun have ærgret Andre Rømer betydeligt, at hans forsøg i det 83. minut ramte overliggeren, men desværre for midtjyderne var dét det tætteste, de kom på point efter AaBs førings mål. 

Derfor ligger AaB nu treer i tabellen foran Randers på en bedre målscore, mens FC Midtjylland ikke kan melde sig definitivt ud af bundstriden endnu. Der er fire runder tilbage af Superligaen, som slutter den 20. maj.