AaB må modvilligt slippe back til belgisk fodbold

Skrevet af admin

08/12/2015

Mest læste i dag

Fodboldklubben AaB mister en af sine rutinerede spillere til belgisk fodbold.

26-årige Henrik Dalsgaard forlader til nytår den succesrige klub ved kontraktudløb og tiltræder i belgiske Zulte Waregem.

Kontrakten løber frem til 2018 med option for yderligere et år.

- Det er ingen hemmelighed, at vi gerne havde forlænget aftalen med Henrik, men vi respekterer også hans beslutning om at prøve sine færdigheder af i udlandet, siger AaB’s sportsdirektør, Allan Gaarde, til klubbens hjemmeside.

- Efter omskolingen fra angriber til offensiv højre back har Dalsgaard især de seneste to-tre sæsoner gennemgået en fantastisk udvikling, og det er en cadeau til både Henrik selv og de forskellige trænerteams, som vi har haft i hans tid i AaB.

- I Nordjylland har vi en opfattelse af, at Henrik er landets bedste på sin position, og vi ønsker ham al mulig held og lykke med sin nye udfordring.

- Samtidig er vi dog fortrøstningsfulde på AaB’s vegne, da både Gilli Rólantsson og Patrick Kristensen har vist, at de kan udfylde rollen i vores højre forsvarsside, siger Allan Gaarde.

Henrik Dalsgaard forlader klubben på et tidspunkt, hvor AaB har spillet sig op på andenpladsen i Superligaen med 34 point for 18 kampe.

- Jeg har haft syv fantastiske år i AaB, og jeg vil gerne takke spillere, trænere og alle øvrige ansatte i klubben for den tid, vi har haft sammen.

- De sportslige højdepunkter har selvfølgelig været The Double i forrige sæson, og deltagelsen i gruppespillet i Europa League i sidste sæson, siger han.

/ritzau/