AaB må undvære midtbaneprofil mod Club Brugge

Skrevet af admin

19/02/2015

Mest læste i dag

Midtbaneprofilen Kasper Risgård er ikke med, når AaB torsdag aften møder Club Brugge i 1/16-finalen i Europa League.

Risgård er syg og deltog ikke i onsdagens afsluttende træning, og torsdag aften står det klart, at han ikke når at blive frisk til kampen.

I stedet for Risgård rykker Nicolaj Thomsen ind ved siden af Rasmus Würtz på den centrale midtbane, mens de unge Frederik Børsting og Andreas Bruhn tager sig af kanterne.

Ellers er holdet helt som forventet. Nicolai Larsen vogter som vanligt målet og har foran sig et firemandsforsvar bestående af Henrik Dalsgaard, Kenneth Emil Petersen, Rasmus Thelander og Jakob Blåbjerg.

Nicklas Helenius og Anders K. Jacobsen danner AaB's angrebsduo i kampen, som nordjyderne meget gerne skal vinde, hvis håbet om at nå ottendedelsfinalen skal holde til returkampen i næste uge.

AaB's startopstilling (4-4-2):

Nicolai Larsen - Henrik Dalsgaard, Kenneth Emil Petersen, Rasmus Thelander, Jakob Blåbjerg - Frederik Børsting, Rasmus Würtz, Nicolaj Thomsen, Andreas Bruhn - Anders K. Jacobsen, Nicklas Helenius.

Hos de belgiske gæster bemærker man, at den spanske playmaker Victor Vazquez starter på bænken.

Det samme gør blandt andre tankcenterforwarden Tom de Sutter i en startopstilling, der kunne antyde, at træner Michel Preud'homme primært har fokus på weekendens spillerunde i den belgiske liga.

Sådan starter Club Brugge mod AaB (4-3-3):

Matthew Ryan - Davy De Fauw, Oscar Duarte, Brandon Mechele, Thomas Meunier - Timmy Simons, Ruud Vormer, Lior Refaelov - Felipe Gedoz, Obbi Oularé, Boli Bolingoli-Mbombo.

/ritzau/