AaB mister skridt i topstrid efter nullert i Randers

Skrevet af admin

25/04/2016

Dagens topnyheder

Spilkvaliteten lod meget tilbage at ønske, scoringsmulighederne var få, og målene var ikkeeksisterende.

Sådan lyder den nedslående beskrivelse af mandagens superligakamp mellem Randers FC og AaB, der altså sluttede 0-0.

For AaB betyder det, at holdet tabte et skridt i kampen for at vinde medaljer. Nordjyderne er fortsat nummer fire, nu med 43 point, mens nummer to, Sønderjyske, og FC Midtjylland på tredjepladsen har henholdsvis 46 og 45 point.

Randers ligger nummer syv og får svært ved at nå mere end maksimalt en sjetteplads.

Hjemmeholdet Randers lagde bedst ud, mens AaB agerede meget afventende fra begyndelsen.

Udeholdet havde dog forholdsvis nemt ved at dæmme op for kronjyderne, og kampen fandt hurtigt et lavt underholdningsniveau.

Efter 33 minutter fik Randers dog pludselig en stor chance, som burde have resulteret i scoring.

I et kvikt kontraangreb fandt Mandla Masango en helt fri Viktor Lundberg, der dog afsluttede lige på målmand Nicolai Larsen.

Dermed blev det udstillet, at Lundberg savner selvtillid. Han scorede syv gange i sæsonens første syv spillerunder og var ligaens topscorer, men han har ikke scoret siden 30. august.

Kort inden pausen misbrugte han endnu en stor chance midt for mål efter et godt indlæg, og i irritation sparkede han hårdt til stolpen.

Et kvarter efter pausen tog træner Colin Todd så konsekvensen og skiftede Lundberg ud til fordel for Mikael Ishak, der kom tilbage efter en skade.

Kort forinden havde AaB skiftet ligaens topscorer, Lukas Spalvis, ind i stedet for unge Jannik Pohl, der ikke havde udrettet noget nævneværdigt.

Hverken Ishak eller Spalvis formåede imidlertid at bringe magi til kampen. Randers ville mest mod slutningen, mens AaB-spillerne virkede lidt trætte.

Nordjyderne virkede på det tidspunkt tilfredse med 0-0, og det blev en naturlig udgang på den uinspirerede forestilling.

/ritzau/