AaB-offer: Rødt kort var okay

Skrevet af admin

17/04/2014

Dagens topnyheder

AaB fik en hjælpende hånd i deres 2-0-sejr over Viborg onsdag aften, da hjemmeholdets Wilton Figueiredo så rødt midt i første halvleg efter en infight med gæsternes Kenneth Emil Petersen.

Wilton klappede Kenneth Emil Petersen i baghovedet uden for dommerens synsfelt. Fjerdedommeren så dog episoden fra sidelinjen, og han fik dommer Jakob Kehlet til at stange et rødt kort ud til Wilton.

AaB’s Kenneth Emil Petersen mener da også, at det røde kort var helt på sin plads.

- Han gik hårdt til mig, så jeg vendte mig om og spurgte, hvad fanden han lavede. Derefter gav han mig en flad i baghovedet. Det var ikke noget, der på nogen måde gjorde ondt, men intentionen var der, så jeg synes, det var okay at give rødt.

- Jeg synes ikke, det hører nogen steder hjemme at gøre sådan noget. Så jeg brokkede mig selvfølgelig til fjerdedommeren. Jeg har også set den på TV, og jeg synes ikke, jeg overreagerede på nogen måde, siger Kenneth Emil Petersen.

Heller ikke nordjydernes cheftræner Kent Nielsen var i tvivl om, at der skulle uddeles et rødt kort til Wilton.

- Jeg hørte et klask, så jeg tror, han slog ham. Alle de andre på bænken så det også, og fjerdedommeren så det med det samme, og han var jo ikke i tvivl, siger Kent Nielsen.

Viborgs Wilton har karantæne i de kommende par kampe, men AaB fortsætter guldjagten ufortrødent, når Randers kommer på besøg i Aalborg om fire dage.

/ritzau/