AaB om klubrekord: Afspejler klubbens udvikling

Skrevet af admin

03/03/2014

Dagens topnyheder

AaB gik søndag skuffede fra hjemmebanen i Aalborg, da nordjyderne ikke kunne få kuglen i kassen i 0-0-opgøret mod FC Vestsjælland.

Men det var samtidig kamp nummer 15 i streg på Nordjyske Arena, at Kent Nielsens tropper formåede at holde modstanderne fra at vinde. Det er ny klubrekord.

- Det er absolut ikke tilfældigt. Generelt har vi fundet en god spillestil, som gør, at vi føler os meget trygge i det, vi skal. Hver enkelt spiller har nogle opgaver, som de føler sig trygge ved, siger AaB-anfører Rasmus Würtz om den stærke hjemmebanestatistik.

- På hjemmebanen har vi været gode til at trykke modstanderne, og det er en god følelse at have sammen med vores publikum. Det giver allerede noget selvtillid, inden man går på banen. Det er rart at have den følelse, siger Rasmus Würtz.

I løbet af de seneste sæsoner har AaB slanket lønbudgettet, og det har givet plads til unge spillere som Lucas Andersen, Kasper Kusk, Nicolaj Thomsen – for blot at nævne nogle.

Det nordjyske kuld af talentfulde teknikere har været med til at skabe en pasningsstærk spillestil, som lige nu har ført AaB op på en aktuel andenplads. Og den positive udvikling er ifølge træner Kent Nielsen en af hovedårsagerne til den nye klubrekord.

- Der er ingen tvivl om, at det afspejler den udvikling, holdet har været igennem. Vi har fået opbygget en god selvtillid her. Det har noget at gøre med, at vi er et stærkt hold, og det er derfor, vi ligger nummer to, siger AaB-træneren.

AaB får mulighed for at fortsætte den positive hjemmebanestime, når topholdet fra FC Midtjylland kommer til Aalborg den 16. marts. Inden da venter en udekamp mod AGF i næste spillerunde.

/ritzau/