AaB-profil i åbenlys skuffelse over klubben

Thomas Augustinussen er havnet i en forfærdelig situation i AaB, hvor udsigterne til en ny kontrakt trækker ud, samtidigt med at spilletid er blevet vekslet til tid på bænken.

- Det er en voldsomt frustrerende tid. Jeg blev stillet i udsigt, at min kontrakt skulle laves færdig lige efter sommerferien. Og nu står jeg i denne situation. Det er forfærdeligt at være i, siger Thomas Augustinussen til Jyllands-Posten

AaB havde tidligere lovet at sætte sig ved forhandlingsbordet i løbet af september. Men Augustinussen, der har kontraktudløb til vinter, har stadig ikke hørt noget konkret fra klubben.

- Jeg kan vel godt tillade mig at være skuffet over, at klubben ikke er villig til i det mindste at indgå i en bedre dialog. Jeg har trods alt været i AaB i mange år, og jeg havde nok håbet, at jeg havde lidt mere kredit. Jeg har det ikke godt med tanken om, at der er sået tvivl om min berettigelse til at spille i AaB.

Men den udlægning er AaBs nye sportschef Allan Gaarde overhovedet ikke enig i. Gaarde slår fast, at der blæser nye vinde i det nordjyske, og Augustinussen må indstille sig på en lavere løn, hvis han skal fortsætte i AaB.

- Thomas er stadig vigtig for os. Han spiller ikke så meget for tiden, men han er stadig en væsentlig brik i vores trup. Jeg håber, at vi finder hinanden i de kommende samtaler, men Thomas må indstille sig på, at det er andre tider. Han er over 30 år, kommer fra en rigtig god løn og spiller i en klub uden bugnende pengekasser, siger Gaarde til Jyllands-Posten

Thomas Augustinussen fik debut i AaB i april 2000 og har siden spillet over 350 kampe for klubben.

Dagens Gossip

Dagens TV