AaB-profiler om svingende sæson: Vi er ikke et tophold

Skrevet af admin

05/10/2015

Dagens topnyheder

5-1 mod OB, 4-1 mod Brøndby og 5-0 mod Sønderjyske. AaB har i flere kampe bragt minderne tilbage til mesterskabet i sæsonen 2013/14 med et ekstremt højt topniveau.

Desværre for nordjyderne har ustabilitet være overskriften for deres foreløbige sæson. Man har hentet 16 point i 11 kampe og leveret meget svingende præstationer fra uge til uge - symboliseret med 0-1-nederlaget mod Viborg i sidste spillerunde.

Søndag spillede det så igen for AaB, der kørte Sønderjyske ud af banen med en sikker 5-0-sejr på Nordjyske Arena. En indsats, som umiddelbart var et tophold værdigt, men ifølge AaB-profilen Kasper Risgård, er det ikke sådan, de ser sig selv i Aalborg.

- Jeg synes ikke, vi er et tophold. Et tophold skal være stabile og præstere uge efter uge. Vi skal ikke udråbe os selv som favorit, fordi vi spiller fremragende i tre kampe. Vi er et midterhold, siger Kasper Risgård.

AaB-midtbanen mener i høj grad, at de svingende præstationer skyldes AaB's unge trup.

- Det er op og ned i perioder med mange talenter på banen, så der vil være mange udfald. Vi kan ikke gå ud og hente topspillere som FC Midtjylland og Brøndby. Vi er stadig den samme klub, der skal levere på banen med vores talenter, siger Kasper Risgård.

Det har været et generelt problem for AaB at spille mod hold, der har stået dybt på banen. Mod Sønderjyske lykkedes det dog at score tidligt, og nordjyderne fik dermed åbnet kampen op.

Ifølge Nicolaj Thomsen skal AaB være bedre til at tackle situationerne, hvor man møder modgang.

- Der breder sig lidt panik og frustration, hvis ikke vi får scoret vores første chancer i kampene. Det er der, hvor vi svigter lidt, og det skal vi være bedre til at håndtere.

- Det er mere det mentale, vi skal arbejde videre med end selve spillet på banen, for jeg synes, vi får skabt chancer i alle kampe, siger Nicolaj Thomsen.

Før AaB begynder at levere mere stabilt, vil Nicolaj Thomsen ikke begynde at tale om, at AaB har et hold, man skal regne med i mesterskabskampen.

- Det hjælper ikke noget at spille godt, når vi kun gør det hver anden kamp, men når vi leverer på det niveau som mod Sønderjyske, så er vi med i toppen. Det skal bare blive mere jævnt.

/ritzau/