AaB-sejr holder Silkeborg fanget i superligakælderen

Skrevet af admin

03/11/2014

Mest læste i dag

Selv om AaB i tankerne formentlig allerede var lettet med flyveren med retning mod torsdagens Europa League-opgør i Kiev, så svigtede nordjyderne ikke i mandagens superligakamp hjemme på Energi Nord Arena.

Trods et par rokeringer i startopstillingen lykkedes det for nordjyderne at besejre Superligaens bundprop, Silkeborg, med 2-0.

Målene blev scoret af Anders K. Jacobsen og Henrik Dalsgaard i hver sin halvleg.

Det var aalborgensernes fjerde sejr i træk, og der er nu ikke scoret mod dem i de seneste 465 spilleminutter. Sejren sender samtidig mestrene op på ligaens sjetteplads.

Omvendt ser det endnu sortere ud for Silkeborg, der fortsat har sin første sejr til gode og nu har hele 10 point op til nedrykningsstregen.

Gæsterne greb ellers opgaven optimistisk an og forsøgte sig som vanligt med offensiv og pasningsorienteret fodbold, som da også førte til et par gode chancer i første halvleg.

Men filmen knækkede for midtjyderne kort før pausen, hvor en fejl af backen Jens Martin Gammelby resulterede i en AaB-kontra, hvor Anders K. Jacobsens hurtighed og ihærdighed blev belønnet med et mål.

Dermed har han lavet tre mål i de to kampe, som han har spillet mod Silkeborg i denne sæson indtil nu.

I anden halvleg trak AaB sig en smule tilbage og overlod bolden til Silkeborg, som dog savnede præcision i afleveringerne og derfor slet ikke fik noget ud af spilovertaget.

I stedet lykkedes det hjemmeholdet med ret enkle midler at spille sig til endnu en scoring, som blev sat blot ind af Henrik Dalsgaard fra en spids vinkel.

En perfekt generalprøve på torsdagens europæiske udfordring, hvor AaB skal forsøge at gentage kunststykket fra det første møde med Dynamo Kiev, som endte med dansk 3-0-sejr.

Silkeborg derimod har et par dage at sunde sig i, inden holdet på fredag møder Superligaens tophold, FC Midtjylland.

/ritzau/