AaB-sportschef: Vi har brug for en sensation

Skrevet af admin

05/08/2014

Dagens topnyheder

Onsdag aften skal AaB forsøge at spille sig videre fra tredje kvalifikationsrunde i Champions League.

De danske fodboldmestre får det dog svært. I Zagreb skal nordjyderne vende 0-1 til samlet sejr mod Dinamo Zagreb, og AaB's sportschef, Allan Gaarde, erkender, at opgaven er mere end svær.

- Der skal en sensation til, hvis vi skal videre. Men den første kamp i Aalborg viste, at vi kunne skabe chancer mod dem, siger Gaarde.

Sportschefen kommer ikke til at græde, hvis AaB ryger ud mod kroaterne.

- Fra starten af vidste vi godt, at uanset hvem, vi ville trække, så ville vi være underdogs. Det var vi også mod Dinamo Zagreb inden den første kamp. Men vi er enormt ambitiøse, og vi har en forventning om, at vi kan overraske, siger Gaarde.

Den samlede vinder af AaB-Dinamo Zagreb går videre til playoff-kampe om en plads i Champions League-gruppespillet. Taberen spiller playoff-kampe om en plads i Europa Leagues gruppespil.

- Det er fantastisk, at vi inden sæsonen var i en situation, hvor vi var garanteret fire kampe i Europa. Den slags kampe kan alle i klubben lære af.

- Jeg er sikker på, at vi kommer til at gøre det bedre og bedre i hver eneste kamp i Europa, lyder det fra Gaarde.

Han fastslår, at selvom AaB ønsker at gøre det godt i Europa, så er det ikke klubbens førsteprioritet.

- Det ville være fantastisk med europæisk fodbold i Aalborg resten af året, men fokus er Superligaen. Det er den, vi lever af. Europa er glasur på kransekagen.

- Det er en enorm prioritet for os og en forpligtelse for os at repræsentere Danmark i Europa. Det vil vi gøre på bedst mulig vis, men Superligaen er basen for os, siger Gaarde.

Kampstart er onsdag klokken 20.45.

/ritzau/