AaB styrker sig med hollandsk lejesvend

Ikke mindst på grund af Jakob Ahlmanns korsbåndsskade har mesterklubben AaB søgt og fundet en erstatning til venstre back.

Hen er fundet i hollandske AZ Alkmaar, hedder Donny Gorter og kan ud over backen også dække flere positioner på midtbanen.

Små detaljer mangler, men nordjyderne venter Gorter på træningsbanen senere mandag og i aktion allerede onsdag, når AaB spiller den første af de to vigtige Champions League-kvalifikationskampe mod Apoel fra Cypern.

Lejeaftalen løber sæsonen ud - til 30. juni 2015. Og det er en erfaren spiller, AaB har fundet. Han har spillet i Æresdivisionen for både NAC Breda og AZ Alkmaar, og allerede inden skiftet til AZ Alkmaar i 2012 havde han rundet 100 kampe i den bedste hollandske liga.

- Vi skal spille mange kampe i denne sæson, og med Jakob Ahlmanns korsbåndsskade var vi pludselig blevet sårbare på venstre back, hvor Jakob Blåbjerg dog indtil videre har gjort det glimrende.

- Med Donny Gorters tilgang bliver belastningen og presset på Jakob Blåbjerg mindre, og samtidig skærpes konkurrencen i truppen.

- Gorter er en kvalitetsspiller med stor erfaring på højt niveau, og han kan være med til at løfte os yderligere, siger AaB’s sportschef Allan Gaarde i en pressemeddelelse.

Donny Gorter glæder sig til udfordringen i det nordjyske.

- Det er gået hurtigt, og jeg kender ikke så meget til AaB, men jeg har nået at se et par kampe fra sidste sæson, og det har imponeret mig. Jeg glæder mig til at bidrage til holdet og ser frem til de spændende opgaver både i ligaen og i Europa, siger han.

/ritzau/

Dagens Gossip