AaB-træner: Et under at vi kom foran

Skrevet af admin

02/12/2013

Mest læste i dag

AaB kunne have spillet sig inden for to points afstand af FC Midtjylland i toppen af Superligaen, men efter 2-2 i Esbjerg mandag aften er nordjyderne i stedet fire point efter.

Men selvom AaB var foran 2-0 efter 30 minutter spil - og dermed på klar vinderkurs - så var AaB's cheftræner Kent Nielsen godt tilfreds efter kampen.

- Ja, vi kom foran med 2-0, men skal vi ikke være ærlige og sige, at det var noget af et under, siger Kent Nielsen med et skævt smil på læben.

AaB-træneren erkendte uden at tøve, at Esbjerg var det bedste hold på dagen.

- De var rigtigt dygtige til at nedkæmpe os, og vi havde det svært. Vi fik mange dødbolde imod os, og der lagde Esbjerg et enormt pres, som vi havde svært ved at modstå, fortæller Kent Nielsen.

Han havde i startopstillingen fundet plads til reserve-keeper Carsten Christensen, der måtte trække i målhandskerne, da den normale førstekeeper Nicolai Larsen måtte melde afbud på grund af en forestående fødsel.

Og selvom Carsten Christensen måtte pille læderet to gange ud af netmaskerne, så var han tilfreds med sin indsats.

- Jeg synes, jeg var meget fokuseret fra start, og det gik vel okay, selvom man altid gerne vil holde buret rent, siger reserve-keeperen, der blev noteret for sin anden ligakamp i AaB-trøjen og da også diskede op med flere flotte redninger.

Den 27-årige keeper har spillet tre år som ungdomsspiller i netop Esbjerg, og derfor var kampen på Blue Water Arena ikke bare én blandt mange.

- Det var da lidt specielt at spille i Esbjerg. Vi ville selvfølgelig gerne have vundet, og det var ærgerligt, at vi smed føringen, men det var vel ikke ufortjent, som kampen forløb, siger Carsten Christensen.

Trods en fin kamp er han formentlig tilbage på reservebænken, når AaB i efterårets sidste spillerunde møder Viborg på hjemmebane.

/ritzau/