AaB-træner: FCK-muskler er en udfordring for os

FC København har ikke været et særligt skræmmende bekendtskab i Parken i denne sæson med kun to sejre i seks hjemmekampe.

Alligevel forventer AaB-træner Kent Nielsen, at nordjyderne vil blive sat under et stort fysisk pres af det forsvarende mesterhold i søndagens duel i København.

- Selvom FCK ikke fik den bedste start på Superligaen, er det indiskutabelt, at deres trup og de enkelte spillere har et stort potentiale, der gør, at vi skal lykkes med rigtig mange ting for at få et godt resultat, siger Kent Nielsen til AaB's hjemmeside.

- Vi skal kunne modstå den fysiske tyngde og det tunge pres, som FCK kan udsætte modstanderen for, og vi skal formå at have kvalitet og sikkerhed i spillet med bolden.

- Det vil give os mulighed for at komme fri af deres pres og kompakte organisation, siger AaB-træneren, der før landsholdspausen kunne se sit mandskab besejre oprykkerne fra Viborg med 3-1.

Nordjyderne indtager Superligaens andenplads med 18 point efter 11 spillerunder. FCK har 13 point.

- Vi tager til Parken med masser af optimisme, efter at vi mod Viborg have mange ting der fungerede godt, men også fordi mange ting i vores spil fungerer godt offensivt og defensivt.

- Det er også et krav, når man tager i Parken, der uanset hvad er den største sportslige udfordring, man bliver sat på i Superligaen.

- Alt i alt er vi spændte på, om vi også mod det internationalt mest erfarne hold i Danmark kan evne at være lige så dygtige med bolden, som vi har været i tidligere kampe

- Det bliver altafgørende for, om vi kan få et godt resultat, siger Kent Nielsen.

Kampen mellem FCK og AaB bliver spillet søndag klokken 19.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV