AaB-træner: Vi forsøger altid at måle os med FCK

AaB har ikke tabt de seneste fire hjemmekampe i Superligaen mod FC København. Og nordjyderne vandt også klubbernes seneste duel i maj i finalen i DBU Pokalen.

AaB-træner Kent Nielsen har alligevel enorm respekt for den forestående udfordring, der venter lørdag aften hjemme på Nordjyske Arena.

- FC København er altid en speciel størrelse og den klub, som vi andre altid forsøger at måle os med, og skal man være succesfuld mod FCK, så kræver det en optimal præstation.

- Inden denne sæson har FCK haft meget udskiftning i truppen, som er både forynget og ekstrem talentfuld, men det er klart, at man endnu ikke kan være helt sammenspillet, siger Kent Nielsen til klubbens hjemmeside.

- For vores vedkommende glæder vi os alle til en stor kamp, og vi er velforberedte og vil meget gerne kopiere en af sidste sæsons bedste opgør, da vi mødte FCK i pokalfinalen, hvor vi havde masser af fart og høj kvalitet i vores spil.

- Vi er bevidste om, at vi endnu ikke har leveret på samme niveau i denne sæson, men vi arbejder ihærdigt på at lykkes i længere og længere perioder af kampene, og vi vil gøre alt for, at dette kommer til udtryk, siger Kent Nielsen.

AaB-træneren har udtaget 18 spillere til kampen, men måtte se bort fra Patrick Kristensen, Mathias Thrane, Jakob Ahlmann, Rasmus Jönsson og Lukas Spalvis, som alle er ude med skader.

Kampen mellem AaB og FCK går i gang lørdag klokken 20.35.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV