AaB vil spørge FCK om hjælp til Brugge-opgør

Club Brugge slog Brøndby ud i kvalifikationen til Europa League. Klubben slog FCK ud af gruppespillet. Nu er det så AaB's tur til at møde det belgiske tophold i 1/16-finalen i Europa League.

Og det bliver et hårdt sammenstød, lyder det fra AaB's sportsdirektør, Allan Gaarde.

- Jeg har set kampene mod Brøndby og FCK. Klubben er jo mester i at slå danske hold ud.

- Club Brugge er et kvalitetshold, og holdet virker til at være meget erfarne i Europa. Over for de danske hold har de været meget kyniske og været dygtige til at score på deres chancer, siger han.

AaB skal nu i gang med at analysere belgiernes spillestil, og i den forbindelse vil aalborgenserne spørge de danske superligaklubber til råds.

- Her vil det være naturligt, at vi hører os om i både Brøndby og FCK. Vi er rigtig gode i dansk fodbold til at hjælpe hinanden. Der er enorm åbenhed, da vi også er ude at forsvare Danmarks ære, siger Allan Gaarde.

Det blev ved en lodtrækning mandag iNyon i Schweiz afgjort, at AaB skal møde Club Brugge. For AaB var der ikke nogen drømmemodstander.

- Uanset, hvem vi havde mødt, ville vi være underdogs. Det er vi også mod Brugge, siger han.

Han forestiller sig, at man hos Brugge klapper i hænderne over, at få en drømmemodstander som AaB.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV