AaB ydmyger Hobro med tenniscifre på hjemmebane

Skrevet af admin

01/11/2015

Dagens topnyheder

AaB forsætter med at banke mål i kassen og vinde stort på hjemmebane i Alka Superligaen.

Søndag blev det til hele 6-0 over Hobro på Nordjyske Arena, og sejren kommer, efter at Brøndby og Sønderjyske senest er besejret 4-1 og 5-1 i Aalborg, mens AaB omvendt ude tabte 0-3 til FC Nordsjælland i seneste runde.

De tre point sender AaB på tredjepladsen i Superligaen med 22 point, mens Hobro ligger sidst med otte point.

Hobros topscorer Mayron George samt Jung-Bin Park var ude med skader, mens Jonas Damborg afsonede karantæne.

Senest Hobro besøgte Aalborg var i maj, hvor det blev til et 0-5-nederlag.

Hobros træner, Lars Justesen, havde da også valgt at gardere defensiven med hele fem mand i forsøget på at lukke ned for et AaB-stormløb.

Hos hjemmeholdet var Rasmus Würtz en af flere spillere, der var tilbage. En anden var Thomas Enevoldsen, som spillede en flot kamp og var tæt på at bringe AaB foran efter blot 80 sekunder.

Enevoldsen fik generelt en sprudlende start og diskede op med flere fine aktioner, men som halvlegen skred frem, fik Hobro bedre og bedre styr på defensiven. Efter lidt over en halv time gik det dog galt, og AaB kom i front.

Efter et hjørnespark fra Enevoldsen steg Kasper Pedersen til vejrs, og under pres headede han fornemt hjemmeholdet på 1-0.

Føringen blev øget til 2-0 få sekunder før pausen, da Nicolaj Thomsen fandt Lukas Spalvis, som scorede efter en flad afslutning.

Anden halvleg var blot et minut gammel, da AaB-angriberen fik en stor chance for at øge føringen yderligere. Spalvis blev spillet fri og var helt blank foran mål, men bolden blev sparket over.

3-0-føringen blev i stedet sikret med en halv time igen, da Thomas Enevoldsen modtog bolden, vendte rundt og sparkede den resolut i mål.

Minuttet efter var Frederik Børsting så tæt på for AaB, og Hobro lignede et mandskab, der risikerede endnu en afklapsning i Aalborg.

Det blev 4-0 ved Spalvis efter 72 minutter, da et indlæg blev headet i mål med baghovedet til den unge litauers 11. sæsonscoring, hvilket bringer ham alene i front på topscorerlisten.

Indskiftede Mathias Thrane gjorde det til 5-0 med sit første superligamål to minutter før tid, og i overtiden lukkede Jakob Blaabjerg med sin scoring kampen og sikrede sejren med tenniscifrene 6-0.

/ritzau/