AaB's sportschef er utilfreds med manglende Kusk-salg

Salget af Kasper Kusk fra AaB til Twente har trukket ud så længe, at AaB's sportschef, Allan Gaarde, er begyndt at blive utålmodig.

Landsholdsspilleren fik tidligt torsdag tilladelse til at forlade AaB's træningslejr i Holland for at få foretaget et lægetjek og aftale de sidste detaljer i kontrakten med den hollandske fodboldklub.

Siden er der ikke sket så meget.

- Vi formoder stadigvæk, at aftalen falder på plads, men det trækker længere ud, end vi havde håbet på. Vi synes ikke, det er tilfredsstillende, siger Allan Gaarde til nordjyske.dk.

Sportschefen for de danske mestre er ikke imponeret over Twente, der i forvejen har Andreas Bjelland i truppen.

- Jeg synes ikke, at det er særlig respektfuldt overfor Kasper, at der skal gå så længe, før detaljerne falder på plads. Jeg synes heller ikke, at det er ret professionelt. Vi havde helt klart forventet, at Twente havde ageret på en anden måde, siger Allan Gaarde.

/ritzau/

Dagens Gossip