Åge Hareide har flere kaniner i første landsholdstrup

Skrevet af admin

09/03/2016

Dagens topnyheder

Flere nye navne får chancen på det danske landshold, der senere i marts møder Island og Skotland i to venskabskampe.

I sin første trup som dansk landstræner har Åge Hareide fundet plads til flere mulige debutanter. Samtidig har lidt mere etablerede navne som Lasse Schöne, Lasse Vibe og Jores Okore udsigt til comeback.

Hareide står med en akut udfordring på positionen som højreback, efter at Lars Jacobsen har indstillet landsholdskarrieren.

Det kan blive en mulighed for 26-årige Henrik Dalsgaard, der i vinter skiftede fra AaB til Zulte Waregem, hvor han har haft stor succes.

Den tidligere Esbjerg-spiller Jonas Knudsen er noteret for to landskampe, men det bliver måske til flere. Venstrebacken fra Ipswich er også med i 23-mands-truppen.

Åge Hareide har desuden ændret lidt i den normale målmandsbesætning, hvor Brøndbys Frederik Rønnow er med i truppen. Det skyldes sandsynligvis, at FC Københavns Stephan Andersen er skadet.

Rønnow må sandsynligvis tage plads bag Guingamps Jonas Lössl og det klare førstevalg Kasper Schmeichel fra Leicester i målmandshierarkiet.

På midtbanen har Hareide indkaldt Lasse Schöne fra Ajax, mens nordmanen har set bort fra FC Midtjyllands Pione Sisto.

I midterforsvaret er Aston Villas Jores Okore indkaldt, og på de offensive positioner er Brentfords Lasse Vibe tilbage i varmen. Vibe blev ikke udtaget til efterårets to EM-playoffkampe mod Sverige.

Landsholdet møder Island den 24. marts i Herning, mens Skotland venter på udebane fem dage senere.

/ritzau/