Åge Hareide vil tage Morten Olsen med på råd

Skrevet af admin

21/01/2016

Mest læste i dag

Åge Hareide har ikke tænkt sig at køre sit eget soloshow som dansk fodboldlandstræner, når han begynder 1. marts.

Nordmanden vil inden da tage den tidligere landstræner Morten Olsen med på råd, og også anfører Daniel Agger og viceanfører William Kvist skal komme med deres synspunkter.

- Jeg har et meget godt forhold til Morten, der jo elsker at snakke fodbold, ligesom jeg gør.

- Han har været landstræner i over 15 år og har lang erfaring, så det vil være nyttigt for mig at tale med ham i forberedelserne til, at jeg går i gang for alvor fra 1. marts, siger Hareide til Politiken.

Den tidligere Malmö FF-træner har også aftalt et møde med Agger og Kvist i den nærmeste fremtid.

- Jeg vil høre om deres oplevelser og erfaringer som landsholdsspillere. Synes de måske, at der skal ske nogle ændringer i forbindelse med samlingerne omkring kampene?

- Hvad har været godt og mindre godt set med deres øjne? Har de kedet sig? Har der været for meget fritid eller for lidt? Har de ønsker til forandringer? Jeg skal også hen ad vejen snakke med de andre spillere, siger Hareide.

Han er glad for, at der bliver arrangeret fire venskabskampe i foråret, hvor danskerne skal være meget sammen og prøve en masse.

- I den samling, vi får fra 21. til og med 29. marts med to kampe, vil jeg kunne lære rigtig meget om holdet og spillerne og finde ud af deres ambitioner og få dem til at forstå og ville det, jeg vil, forklarer han.

Hareides store opgave bliver at føre Danmark til VM-slutrunden i Rusland i 2018.

- Vi har tre VM-kampe på hjemmebane i efteråret mod Armenien, Montenegro og Kasakhstan. Dem skal vi vinde. Vi skal have ni point i de kampe. Det må ikke kikse, siger han.

/ritzau/