Åh nej - ikke igen

Morten Risager og Jacob Staehelin i Bastia [email protected] og [email protected]

Ansigtet var fortrukket i smerte, da Alberto Contador kæmpede sig frem til Saxo-Tinkoff-bussen på en støvet mark nær Bastias strandpromenade.

Man forstod hvorfor ved at kaste et blik på den venstre skulder, hvor dragten var revet itu som det uønskede minde efter et hårdt styrt, der spolerede en i forvejen kaotisk afslutning, hvor målstregen blev rykket frem og tilbage.

Og da en uheldig tilskuer kom til at bumpe ind i den mørbankede skulder, råbte Contador al sin frustration ud. For selv om sportsdirektør Phillippe Mauduit med det samme kunne meddele, at der efter alt at dømme ikke var tale om et brækket kraveben - hvilket ville betyde exit øjeblikkeligt, så frygtede man nattens komme.

- Lige nu, hvor han er varm, er det ok. Men vi må se, hvordan det går. Han kan blive frygtelig stiv ovenpå så hårdt et styrt. Det er noget andet, når kroppen bliver kold. Nu ser vi, hvordan natten vil gå, og om han kan sove. Så ser vi, hvad vi gør i morgen, sagde den franske sportsdirektør, der styrer holdet i Bjarne Riis’ fravær.

Asfalten er hård

Contador kom da også frem med plaster på de sårede steder, og han virkede mere upåvirket umiddelbart efter, hvor han gav interview på fransk og spansk med holdets talsmand Anders Damgaard og sin egen bror ved sin side.

- Asfalten er hård her i Frankrig. Men jeg er ok, bedyrede Contador med en tør bemærkning til spansk tv.

Minderne fra Touren 2011 er pludselig helt levende igen. Dengang røg Alberto Contador ud i tidstab efter et styrt på første etape og røg selv i asfalten flere gange i en nervøs første uge. Det kostede selvtillid hos den ellers ukuelige spanier, der også døjede med en mindre knæskade, der fik en stor del af skylden for, at det ikke blev til Tour-sejr det år.

Den udtalte plan på det danske hold var ellers, at kaptajnen skulle pakkes godt og grundigt ind på Korsika, hvor Tour-start og små veje er en dårlig kombination.

Derfor var der også alvorsmine og dukkede nakker hos ryttere som Benjamin Noval og Matteo Tosatto, da de trillede over den målstreg, hvor Orica-Greenedges bus længe holdt og forårsagde det ’korsikaos', der kostede så dyrt på mange andre hold end lige Marcel Kittels.

Saxo-Tinkoff-holdet sad ellers med helt fremme sammen med Alberto Contador kort før mål, men da rytterne pludselig fik melding om, at målstregen alligevel var flyttet tilbage til den oprindelige placering, skete styrtet, der blandt andet bringer tvivl om Alberto Contadors fysiske formåen, når de næste dage forventes at byde på endnu mere ø-kaos.

Nervøsiteten hos Contador og co. har i hvert fald fået gode vilkår efter første etape.

 

Dagens Gossip