Aalborg DH smidt ud af ligaen

Aalborg DH bliver ekskluderet af Håndboldligaen blot fem dage før første spillerunde. Beslutningen blev truffet mandag på et møde i Dansk Håndbold Forbunds disciplinærudvalg.

Nordjyderne, der har kæmpet med store økonomiske problemer i en længere periode, bliver sparket ud af ligaen, da de ikke har betalt deres del af dommernes lønpulje. Det forklarer Frank Smith, der er leder af DHFs turneringsafdeling, til bt.dk.

- Aalborg DH har ikke indbetalt de 61.500 kr., som alle klubber skal betale til dommerrejsepuljen, og derfor har de misligholdt deres betalingspligt. Det er det, der gør, at vi er nødt til at ekskludere dem, siger Frank Smith og fortsætter:

- Det har ikke noget at gøre med de andre historier, der har været fremme omkring klubbens økonomi. Det er helt uden påvirkning af det. Det handler alene om, at vi følger et regelsæt, som klubberne selv har været med til at vedtage.

Dermed har Aalborg DHs udelukkelse altså intet at gøre med, at Erhvervsstyrelsen har anmodet Skifteretten i Aalborg om at tvangsopløse klubben, hvilket ellers fremgik af en pressemeddelelse, som DHF sendte ud tidligere mandag.

Aalborg DHs plads i ligaen bliver overtaget af Ringkøbing Håndbold fra 1. Division, der med kort varsel har takket ja til at indtræde i landets bedste række. Dermed spiller Ringkøbing første kamp på lørdag, hvor de møder Vejen EH.

Frank Smith betegner Aalborg DHs udelukkelse som en uheldig, men nødvendig udgang.

- Det er dybt beklageligt, at vi er nødt til at ekskludere et hold fra ligaen. Men jeg er også nødt til at sige, at det her er regler, som er sat i verden for, at klubberne kan konkurrere på lige vilkår, så selvfølgelig skal de overholdes. Og så er det en god ting, at vi får et nyt hold ind, så vi kan afvikle turneringen med 12 hold, påpeger Frank Smith og tilføjer:

- Hvis vi ikke tog det her skridt nu, så ville det jo ikke være muligt at køre vores turnering igennem med 12 hold. Så det er primært på grund af vores turneringsafvikling, DHF har bedt disciplinærudvalget om at tage stilling til det her, siger han.

Aalborg DH har 14 dage til at anke DHFs afgørelse. Får klubben ikke medhold her, så kan nordjyderne ikke spille håndbold før sæsonen 2014/15, hvor de vil kunne stille op i 2. division.

Skulle Aalborg DH derimod få medhold i en eventuel ankesag, vil det betyde, at ligaen bliver færdigspillet med 13 hold.

- Nu afventer vi, om Aalborg vælger at appellere sagen. Det tager vi, som det kommer. Får de medhold, så er vi nødt til at indlemme Aalborg i turneringen igen, og så må vi køre ligaen igennem med et ekstra hold. Men vi kan ikke gøre så meget andet end at afvente og se, siger Frank Smidt.

Dagens Gossip