Aalborg-direktør: Nu er vi guldfavoritter

- Nu er vi guldfavoritter. Det er fantastisk, at vi kan tage til København (26. maj, red.) med en otte-måls-føring. Men vi skal tage returopgøret alvorligt. Gør vi det, tror jeg på, at vi bliver danske mestre, sagde Jan Larsen.

Overfor sporten.dks udsendte lagde han ikke skjul på, at han er stolt over, at Aalborg Håndbold i sin blot anden sæson efter sportskoncernen AaB A/S ikke ønskede at samarbejde længere, allerede har vundet Super Cup'en, været pokal-semifinalist, spillet sig i DM-finalen og kvalificeret sig til Champions League.

- Det har kostet både sved og tårer at nå så langt på så kort tid. Men alt er gået op i en højere enhed for os i denne sæson. Nikolaj Jakobsen og Morten Bjerre har gjort det fortræffeligt som trænere, og spillerne har ydet optimalt, sagde Jan Larsen.

Efter denne sæson siger Aalborg farvel til bagspilleren Kristian Kjelling, der skal til Bjerringbro-Silkeborg samt målmand Johan Sjöstrand, der fortsætter i Bundesliga-klubben Kiel.

- Det er to verdensklassespillere, der bliver svære at erstatte. Men vi er fortrøstningsfulde. Vi har allerede hentet et par stærke spillere, og jeg vil ikke afvise, at der kommer yderligere forstærkning, sagde Jan Larsen, der glæder sig til DM-returopgøret.

- Nu skal vi holde hovedet koldt derovre. Men vi får god opbakning af vores supportere. Så helt sort tegner det trods alt ikke, sagde Jan Larsen med klædelig og velkendt underspillet nordjysk lune.

 

 

 

Dagens Gossip