Aalborg får et nyt Universitetshospital

Aalborg Universitet er kommet godt i gang med lægeuddannelsen, som oplever stor søgning, og med det nye samarbejde om universitetshospitalet, er rammerne for alvor på plads.

- Nu kan vi begynde at uddanne vores dygtige studerende i et tæt samarbejde mellem universitetet og hverdagen ude blandt patienterne. Netop det at være tæt på virkeligheden har jo altid været en del af Aalborg Universitets særkende, så på den måde passer universitetshospitalet meget fint ind i vores ånd, siger Finn Kjærsdam, rektor for Aalborg Universitet.

Det nye universitetshospital opstår som et samarbejde mellem Aalborg Universitet og Region Nordjylland, og det omfatter de to sygehuse i regionen, der indtil nu har gået under betegnelsen Aalborg Sygehus og Aalborg Psykiatriske Sygehus.

- De to sygehuse har i en årrække været en del af Aarhus Universitetshospital, så på den måde ved vi godt, hvad det handler om. De to sygehuse er vant til at leve op til de højeste faglige standarder og have lægestuderende på gangene, siger Ulla Astman, regionsrådsformand i Region Nordjylland og fortsætter:

- Men alligevel bliver det noget helt nyt og anderledes. Vi bliver jo ikke bare en kopi af noget eksisterende, men noget helt nyt med vores eget bud på, hvordan et universitetshospital skal være, siger Ulla Astman.

Det øgede fokus på forskning sikrer, at Aalborg Universitetshospital også i fremtiden kan tilbyde patienterne den bedste behandling. Desuden er det håbet, at universitetshospitalet vil gøre det lettere at tiltrække læger til landsdelen.

- Forskning bliver en fuldt integreret del af det daglige arbejde på alle afdelinger. Det betyder, at vi konstant kan optimere vores diagnostik, behandling og pleje til gavn for patienterne. 
Samtidig gør forskning hospitalet til en attraktiv arbejdsplads for dygtige og ambitiøse kolleger, hvor vi inden for alle specialer kan tilbyde et højt fagligt niveau, siger forskningschef ved Aalborg Universitetshospital og leder af Klinisk Institut, Lars Hvilsted Rasmussen.

Dagens Gossip

Dagens TV