Aalborg Håndbold imponerer i sejr over BSV

Skrevet af admin

26/09/2015

Mest læste i dag

Efter to skuffende nederlag til Skanderborg og Mors-Thy er Aalborg Håndbold for alvor tilbage på vinderkurs efter nu to ligasejre i træk.

Lørdag endte det med en imponerende 27-24-sejr hjemme over Bjerringbro-Silkeborg (BSV), som før kampen var ubesejret. I mandags blev det til en Aalborg-sejr over Ribe-Esbjerg.

Aalborg-mandskabet kom bedst fra start i lørdagens håndboldbrag og var allerede foran med 13-8 ved pausen, og BSV havde svært ved at score mod et stærkt nordjysk forsvar.

I anden halvleg blev BSV hæmmet af, at stregspilleren Michael V. Knudsen fik sin tredje tominutters udvisning i kampen og dermed rødt kort.

- Jeg synes ikke, at det var nogle voldsomme udvisninger.

- Men det var for dårligt af os, og vi kan lære noget af nederlaget. Det var en skidt kamp for os. Aalborg har et meget godt hold, og det var ikke nogen katastrofe for os at tabe denne kamp, siger Knudsen til TV2.

Hjemmeholdets Sander Sagosen afgjorde reelt kampen med få minutter tilbage, da den norske landsholdsspiller scorede til 26-22-føring, og derfra var der ikke noget at gøre for BSV.

Aalborg-bagspilleren Morten Slundt blev kampens topscorer med otte mål, og han var yderst tilfreds med sejren.

- Vi kom med en enorm gejst, og vi blev ved med at kæmpe.

- Vi vidste godt, vi kunne spille håndbold, selv om vi havde tabte to kampe i træk. Det skulle vi bevise, og det synes jeg, vi har gjort i de seneste kampe, siger Morten Slundt.

Med sejren har Aalborg Håndbold nu seks point efter fem kampe, mens BSV har et point mere og deler førstepladsen med GOG og Skjern.

Tidligere lørdag spillede Sønderjyske uafgjort 22-22 hjemme mod Mors-Thy.

/ritzau/