Aalborg Håndbold slagter Ringsted

Håndboldherrerne fra Aalborg Håndbold har blikket fast rettet mod toppen af ligaen, og fredag aften sejrede nordjyderne for 10. kamp i træk.

Denne gang gik det ud over TMS Ringsted, der allerede i første halvleg måtte se hjemmeholdet stikke af ved stillingen 6-6. 16 minutter senere stod det nemlig 20-9, og så var kampen ligesom afgjort.

- Vi rullede det ene flotte angreb frem efter det andet - både i det stationære spil og kontraspillet, skriver den sejrende klub på sin hjemmeside.

- Johan Jakobsson bombede videre - som han gjorde i mandags mod Århus Håndbold, og Tobias Aren fulgte godt efter med mange flotte mål. Det skete i en periode, hvor vi dækkede godt op, og Erevik tog godt fra i målet, lyder det.

Cheftræner Nikolaj Jacobsen er godt tilfreds efter at have mødt alle hold i turneringen én gang:

- Vi har fået mange af de ting, vi arbejder med til træning, til at fungere i kampene, og det er dejligt, når tingene lykkes, siger træneren.

- Det er klart, at det bliver en noget anderledes kamp, når vi fører med 11 mål efter 26 minutter. Det betød, at der kom flere fejl ind i spillet i begyndelsen af anden halvleg, men vi kommer godt igen og får afsluttet flot, så alt i alt er jeg tilfreds.

Aalborg Håndbold ligger nummer tre i ligaen med 20 point for 13 kampe kun overgået af topholdene Bjerringbro-Silkeborg (BSV) og KIF Kolding København, som begge har 23 point for samme antal kampe.

/ritzau/

 

Dagens Gossip