Aalborg henter islandsk landsholdsspiller

Skrevet af admin

17/02/2014

Dagens topnyheder

De danske håndboldmestre, Aalborg Håndbold, har skrevet en toårig kontrakt med den islandske landsholdsspiller Olafur Gustafsson.

Det meddeler den nordjyske klub mandag.

Den 24-årige venstreback skifter til sommer fra den tyske storklub SG Flensburg-Handewitt.

- Olafur er en klassisk venstre back med et knaldhårdt skud, ligesom han er en god forsvarsspiller, siger direktør i Aalborg Håndbold, Jan Larsen, i en pressemeddelelse.

- Han har masser af erfaring fra internationale kampe - blandt andet i tre sæsoner i Champions League, ligesom han har de typiske islandske egenskaber med kampgejst og stor fightervilje.

Den 1,96 meter høje og 95 kilo tunge bagspiller glæder sig til udfordringen i Aalborg.

- Jeg kommer til Aalborg Håndbold for at være med til at vinde titler og spille med i toppen af dansk håndbold, siger han.

Olafur Gustafsson har spillet Champions League med SG Flensburg Handewitt de seneste to sæsoner. I sæsonen 2011-2012 spillede han også Champions League med sin islandske klub, Hafnarfjardar.

Han var udtaget til den islandske trup til EM i Danmark, men måtte melde afbud med en fodskade.

/ritzau/