Aalborg kæmpede forgæves i Flensburg

Men nordjyderne leverede faktisk udmærket modstand i Flensburgs tætpakkede hule lige syd for grænsen, selv om det i sidste ende blev til en hjemme-sejr på 31-27.

Afgørende for udfaldet var i høj grad bredden på de to hold. For mens Aalborg var noget smalt besat på grund af skader og afgang af en bærende profil som Kristian Kjelling i forhold til sidste sæson, så havde hjemmeholdet en nydelig buket af danske landsholdsspillere at trække på, som havde afgørende indflydelse på udfaldet.

Især Anders Eggert på venstre fløj og Michael V. Knudsen bød ind med store angrebspræstationer, hvor de tilsammen scorede 12 mål på 13 forsøg (Eggert syv på syv. Michael V. fem på seks), mens også Lasse Svan Hansen på højre fløj og Thomas Mogensen i bagkæden bød ind med fint spil og vigtige mål.

Dertil skal lægges, at holdets tyske skytte, Holger Glandorf, også var bidsk i sine afslutninger, så der var rigeligt at holde øje med for Aalborgs defensiv.

Den gjorde det nu ganske fornuftigt, selv om det danske mandskab hang efter deres tyske modstander gennem hele kampen på måltavlen. Det skyldtes ikke mindst, at Aalborgs offensiv havde sine problemer med Flensburgs forsvar og med Søren Rasmussen i målet, der især i første halvleg var en god sidste mand for tyskerne mod sin tidligere danske arbejdsgiver, da Aalborg hed AaB.

Før pausen var det primært Morten Slundt, der udgjorde truslen hos Aalborg, mens Mands Mensah Larsen tog over i de sidste 30 minutter. Derfor er det bemærkelsesværdigt, at danskerne trods den få skudtrusler flere gange i kampen var ved at få kontakt på måltavlen.

Både ved 8-9 i 20. minut og ved 19-20 midtvejs i anden halvleg pustede aalborgenserne de tyske favoritter i nakken, men hver gang syntes det tyske hold at have et gear ekstra, når det gjaldt, så de kunne trække fra igen.

Et nederlag ude mod Flensburg på fire mål er dog absolut acceptabelt for Aalborg, der trods den tabte kamp må have fået tro på, at man kan være med i kampen om en af de fire pladser i seksholds-puljen, der giver videre adgang til de sidste 16 i Champions League. Større var forskellen mellem det danske mesterhold og en af puljens favoritter trods alt ikke. 

Dagens Gossip