Aalborg kan snart præsentere Jacobsens afløser

Skrevet af admin

18/11/2013

Dagens topnyheder

Det kom ikke helt bag på Aalborg Håndbold, da den tyske storklub Rhein-Neckar Löwen mandag bekendtgjorde, at man har skrevet kontrakt med Nikolaj Jacobsen med virkning fra sommerpausen.

Direktør Jan Larsen har allerede sonderet terrænet for mulige afløsere for Jacobsen på cheftrænerposten.

- Vi har vidst i et stykke tid, at det var en mulighed, og han har holdt os orienteret hele vejen.

- Det er foregået på en fin og ordentlig måde, og vi kunne på et tidspunkt godt se, hvor det bar hen. Derfor er vi også i gang med at finde afløseren, siger Jan Larsen.

Den tidligere udmelding fra Rhein-Neckar Löwen og Nikolaj Jacobsen betyder også, at de fleste mulige kandidater endnu ikke har noget job for næste sæson.

- Når det skulle ske, er tidspunktet ikke så dårligt. Det er nemmere på denne tid af året at få en ny træner, så det skal nok lade sig gøre at finde en god erstatning.

- Vi tager en grundig gennemgang af nogle emner, vi har valgt ud, og så tager vi vores beslutning. Jeg tror ikke, at det kommer til at tage så lang tid, siger Jan Larsen.

Han vil ikke nærmere ind på, hvilken profil klubben er ude efter, men nationaliteten er som udgangspunkt underordnet.

- Der er så mange dygtige danske trænere rundt omkring, men vi udelukker heller ikke en udlænding. Det er deres kvaliteter, det kommer an på, ikke hvilket sprog de taler, siger han.

Nikolaj Jacobsen havde egentlig kontrakt med Aalborg frem til sommeren 2015.

Aalborg Håndbold får dog ingen kompensation fra tyskerne, fordi der var en klausul om, at han kunne komme ud af kontrakten.

Aalborg fortæller desuden, at Morten Bjerre stopper i klubben som assistenttræner samtidig med Nikolaj Jacobsen.

/ritzau/