Aalborg på glatis: Rødovre har kurs mod semifinalerne

Skrevet af admin

11/03/2014

Mest læste i dag

Ishockeyspillerne fra Rødovre Mighty Bulls tog tirsdag aften en overraskende føring i kvartfinaleserien mod Aalborg Pirates.

Gæsterne fra den storkøbenhavnske vestegn vandt med 4-1 i Aalborg og fører nu bedst-af-syv-serien med 2-1 i kampe.

Jannik Karvinen, Michael Smidt og Emil Møller Rasmussen scorede for Rødovre, der ellers var kommet bagud med 0-1 i begyndelsen af anden periode.

Michael Smidt blev dobbelt målscorer, da værterne i slutfasen byttede målmand Magnus Åkerlund ud til fordel for en markspiller. Det betød, at Smidt nemt kunne cementere sejren i det tomme Aalborg-mål.

Aalborg er favoritter til at gå videre til semifinalerne, efter at nordjyderne sluttede på en tredjeplads i grundspillet. Rødovre endte på sjettepladsen - mere end 30 point efter Aalborg.

Odense Bulldogs overraskede også med en udesejr på 5-3 over Frederikshavn. Dermed er frederikshavnernes føring i kvartfinaleserien reduceret til 2-1.

Esbjerg Energy bragte ligeledes spænding ind i duellen mod mestrene fra Sønderjyske, der på eget is blev slået 2-3 efter ekstra spilletid. Sønderjyske fører serien med 2-1.

Herning Blue Fox styrer til gengæld sikkert mod semifinalerne efter den tredje sejr i træk over Herlev Eagles. Midtjyderne vandt tirsdag aften på hjemmebane med 1-0 og mangler nu blot en enkelt sejr for at spille sig videre.

/ritzau/