Aalborg på niveau med Kiel og Barcelona

De danske mestre er nemlig placeret i øverste seedningslag sammen med storholdene THW Kiel, Barcelona og Vezsprem.

Dermed kan Nikolaj Jacobsens nykårede danske mestre ikke trække disse tre hold, når lodtrækningen til gruppespillet finder sted d. 28. juni.

Seedningen baseres på de enkelte landes tidligere resultater i Champions League, og her kan ålborgenserne ikke mindst takke AG København for, at det er blevet til en plads i første seedningslag, da den nu konkursramte klubs deltagelse i sidste års Final4 trækker godt op i det regnestykke.

Glæden over den fornemme seedning er da også til at få øje på i Aalborg Håndbold.

- Vi er stolte over at være i så fint selskab ved lodtrækningen. Det øger muligheden for at gå videre fra gruppespillet, at vi ikke kan trække disse hold, men samtidigt er det lidt ærgerligt rent publikumsmæssigt, at vi ikke kan møde dem. Der er heldigvis andre meget spændende hold, vi kan møde. Det gælder ikke mindst de franske mestre Paris Handball med blandt andre Mikkel Hansen og de andre tyske storhold, siger direktør Jan Larsen.

KIF Kolding København er også kvalificeret til Champions Leagues gruppespil, og Kasper Hvidt & co. er placeret i fjerde seedningslag.

Gruppespillet i Champions League bliver afviklet med seks hold i fire puljer - herfra går de fire bedste hold i hver gruppe videre til ottendedelsfinalerne.

Dagens Gossip