Aalborg Pirates overlevede Eagles chokstart

Da Aalborg Pirates cheftræner, Heikki Mälkiä, skulle beskrive sin oplevelse af matchen i Herlev Skøjtehal, behøvede han kun ét ord:

- Skrækkelig.

Selv om piraterne vendte 0-2 til en komfortabel sejr på 5-2, var den finske coach langtfra tilfreds med de 60 minutter i den halvdøde atmosfære en stille søndag eftermiddag med blot 453 tilskuere.

– Herlev er et svært sted at spille, og mentalt var vi slet ikke forberedt. Vi er heldige med, at vi ikke kommer bagud med mere end to mål, siger Heikki Mälkiä.

– Jeg talte højt i pausen. Det hjalp. Men vi spillede ikke godt og lavede uhyggelig mange fejl. Det glædelige var de tre point, vi trods alt fik.

Nicklas Beyer Carlsen åbnede scoringen for Eagles, backen Nicklas Hansen gjorde det til 2-0 i fem mod tre, og havde Jonas Sass udnyttet sin friløber, kunne Eagles have været på vej mod sæsonens første overraskelse.

Aalborg Pirates vendte bøtten i starten af anden periode med tre mål signeret Sebastian Ehlers og Daniel Madsen (2) inden for knap tre minutter.

Trevor Koenig havde stået en stor første periode, men efter det tredje Aalborg-mål blev han skiftet ud med Martin Jørgensen.

Backen Simon Grønvaldt cementerede i realiteten piraternes sejr med 4-2 scoringen. Og igen tabte Herlev Eagles anden periode 0-4 (de gjorde det også i fredags i Vojens).

Dansk ishockey har to kvindelige linjedommere i ligaen, Malene Skovbakke, som fik BTs Gyldne Fløjte efter sin fornemme OL-præstation i Vancouver i 2010, og Maria Raabye Füchsel.

Det var fremtidens mand m/k Maria Raabye Füchsels anden ligakamp i weekenden (Rødovre lørdag og Herlev søndag). Hun er desuden startet som hoveddommer i U17-turneringen.

– Maria har alle muligheder for at blive international hoveddommer i pigeturneringer næste sæson, siger dommerudvikler Bo Andersen, som vil indstille hende til DIU.

Ishockeyligaen

Herlev Eagles-Aalborg Pirates 2-5 (2-0, 0-4, 0-1)

Dagens Gossip

Dagens TV