Aalborg smider sikker sejr i premiere mod Frederikshavn

Skrevet af admin

18/09/2015

Mest læste i dag

Ishockeyholdet Aalborg Pirates førte 4-1, men endte med at gå helt ned og tabe 4-6 på hjemmebane til Frederikshavn White Hawks.

Det skete, da to nordjyske hold fredag aften spillede sæsonens første kamp i Metal Ligaen.

Nicolai Meyer så ud til at blive den store helt for Aalborg Pirates, da han i første periode lavede hattrick og sørgede for en 3-1-føring mod sin tidligere klub.

Nicolai Meyer skiftede før denne sæson fra netop Frederikshavn til Aalborg, fordi han ønskede at få en større rolle på isen.

Den 22-årige forward scorede kampens første to mål, der faldt inden for de første seks minutter i første periode.

Fire minutter før udløbet af første periode øgede Nicolai Meyer hjemmeholdets føring til 3-1, efter at gæsternes Jacob Dahlström forinden havde reduceret til 1-2.

I anden periode bragte Olle Liss Aalborg Pirates foran 4-1, men Frederikshavn var ikke slået ud.

Før periodens udløb fik Adam Miller reduceret til 2-4, og tidligt i tredje periode kom der yderligere en reducering ved Colin Vock.

Han sørgede også for udligningen til 4-4, og med knapt et minut tilbage af kampen fuldendte Colin Vock både sit hattrick og Frederikshavns vilde comeback, da han sørgede for 5-4-scoringen.

Steffen Klarskov Nielsen nåede at sende yderligere en scoring i mål for gæsterne.

Aalborg Pirates behøver ikke at vente længe på at få revanche.

Allerede lørdag aften mødes de to hold igen i Metal Ligaen, denne gang i Frederikshavn.

/ritzau/