Aalborg udsætter oprydningen efter nytårsaften

Skrevet af Elo Christoffersen

20/12/2012

Dagens topnyheder

Nytårsaften fejres med fest og fyrværkeri. For mange er det en festlig aften og dagen efter venter oprydningen – både efter festen og fyrværkeriet.

I forbindelse med årsskiftet 2012 / 2013 har Aalborg Kommune valgt at udskyde sin del af oprydningen, nemlig oprydningen på torve og pladser. Helt præcist udskydes oprydningen et døgn og det sker af hensyn til medarbejdernes sikkerhed, forklarer afdelingsleder i Aalborg Kommunes Entreprenørenhed Niels Sloth:

- De tidligere år er vores medarbejdere, som står for renhold i byen, gået i gang med at rengøre torve og pladser allerede nytårsmorgen 1. januar klokken 05. Imidlertid oplever de, at noget fyrværkeri-affald stadig ligger og ulmer. Dette til stor fare for medarbejderne, som risikerer at få fat i fusere eller andet mere eller mindre ubrugt fyrværkeri. Vi oplever også, at nytårsfesten flere steder stadig er i gang, når kommunens renhold traditionen tro er startet op nytårs morgen klokken 05, siger Niels Sloth.

Derfor har Aalborg Kommune i år valgt, at  oprydningen efter nytåret 2012 / 2013 først går i gang 2. januar klokken 05. På den måde sikres både hensynet til medarbejderne og hensynet til, at oprydningen på torve og pladser først går i gang, når nytårsfesten er forbi.