Aalborg Universitet sender satellit i kredsløb om jorden

Skrevet af admin

05/10/2015

Dagens topnyheder

Mandag sendte Aalborg Universitet sin AAUSAT5-satellit i kredsløb om jorden fra Den Internationale Rumstation, ISS. Det er femte gang, Aalborg Universitet står i spidsen for at udsende end satellit.

Satellitten skal overvåge skibsfarten i de områder, den flyver over.

- Satellitten skal samle viden om, hvor skibene er ude på de store have. Det er vigtigt for mange at få kortlagt. Og det kan man faktisk kun vide fra rummet, siger Jens Dalsgaard Nielsen, der er lektor på Aalborg Universitet, og står i spidsen for projektet.

Jens Dalsgaard Nielsen ser satellit-udsendelserne som et vigtigt projekt for Aalborg Universitet.

- Rumfart er blevet en meget stor forretning, også for os her på Aalborg Universitet. Der er mange firmaer, der lever af rumfart. Blandt andet er der et her i Aalborg, der eksporterer delsystemer til satellitter til en lang række lande.

Han er spændt på at høre fra satellitten. Selv om det er flere timer siden, AAUSAT5 forlod den internationale rumstation, har holdet bag endnu ikke selv fået kontakt med satellitten.

- Vi har ikke hørt fra vores satellit endnu, men vi har fået oplysninger fra Brasilien og Japan, der tyder på den er i live. Så jeg er optimistisk.

- Det er meget normalt, at man er i tvivl om, hvorvidt den er i live. Der kan være problemer med radiofrekvens og så mange andre ting.

Satellitten blev sendt ud fra den internationale rumstation ISS klokken fire mandag eftermiddag. Hvis alt går efter planen har den mandag aften klokken 21 været tre gange rundt om jorden, og bevæger sig over Det Kaspiske Hav på vej ind over Rusland.

- Jeg tør ikke garantere, at den er i live når den flyver over Rusland, for det betyder uheld, men det ser fornuftigt ud, siger Jens Dalsgaard Nielsen.

/ritzau/