Aalborg vinder på sen genialitet i Aarhus

Skrevet af admin

17/12/2015

Dagens topnyheder

For første gang i fire kampe smider Århus Håndbold point i Boxer Herreligaen.

På trods af hjemmebanefordel til århusianerne var det gæsterne fra Aalborg Håndbold, der løb med sejren torsdag aften.

I en meget tæt afgørelse vandt nordjyderne med 27-26.

Kampens afgørelse var lidt af en genialitet fra Aalborgs side.

På trods af at være en mand i undertal bragte Aalborg sig foran med to mål med cirka 15 sekunder tilbage, da et uventet vip på tværs af banen fra Sander Sagosen blev afsluttet på fornem vis af Martin Larsen.

Med sejren avancerer Aalborg en enkelt plads i tabellen og er nu nummer seks på bekostning af GOG, efter alle rækkens hold har spillet 16 kampe.

Holdene mødtes så sent som 25. november i Aalborg. I den kamp var Århus Håndbold stærkest og vandt 27-24.

Det virkede Aalborg torsdag yderst opsatte på at revanchere allerede fra kampens begyndelse. Her var Aalborg klart bedst og havde overtaget på både måltavlen og på banen.

Det medførte blandt andet, at Århus-træner Erik Veje Rasmussen midtvejs i halvlegen tog sin anden timeout efter blot 16 minutters spil. På det tidspunkt førte Aalborg med 11-6, og kampen var ved at knække over.

Men opsangen fra den rutinerede træner virkede, og ved pausen var afstanden skrumpet til to mål.

Ti minutter inde i anden halvleg kunne århusianerne så bringe sig foran for første gang siden stillingen 1-0, da fløjen Mikkel Saad scorede til 21-20.

At Århus Håndbold var kommet med igen, skyldes blandt andet, at holdet var lykkedes med at stå mere aggressivt i forsvaret. Mens nordjyderne havde travlt med at bruge energi på at kommentere dommerkendelserne, som holdet i en periode var stærkt utilfredse med.

Kampens afslutning blev en regulær stillingskrig, hvor begge hold tog skiftende føringer. Århus manglede dog mest skarphed, og det blev udslagsgivende.

Århus Håndbold ligger nummer fem i Boxer Herreligaen.

/ritzau/