Aalborgs håndboldherrer er stadig uden sejr i EHF Cup

Skrevet af admin

27/02/2016

Dagens topnyheder

Heller ikke tredje gang blev lykkens gang for Aalborgs håndboldherrer, da holdet lørdag efter to mislykkede forsøg skulle forsøge at vinde i EHF Cuppens gruppespil.

Men hjemme i Jutlander Bank Arena smed Aalborg Håndbold en ellers tilsyneladende sikker sejr mod Dinamo Bucuresti over bord og måtte nøjes med 28-28 efter 17-13 ved pausen.

Aalborg førte med seks mål undervejs, men sluttede kampen af med kun at score ét mål i de sidste syv minutter. Og det mål var endda det, som reddede det uafgjorte resultat i land få sekunder før tid.

Topscorer for Aalborg blev Christian Jensen med seks mål.

Pointdelingen betyder, at nordjyderne halvvejs i gruppespillet kun har et point efter tre kampe og indtager fjerde- og sidstepladsen i gruppen.

Aalborg har tidligere i gruppen tabt 25-31 på hjemmebane til spanske Granollers og 19-25 på udebane til tyske Magdeburg.

/ritzau/