To år efter ulykke: Schumachers tilstand er et mysterium

Det er tirsdag to år siden, at Michael Schumacher, den tidligere verdensmester i Formel 1, kørte galt på ski og blev alvorligt skadet.

Siden da har Schumachers tilstand været et mysterium.

Kun Schumachers tætteste familie og venner ved, hvordan det går tyskeren kort før, han fylder 47 år 3. januar 2016.

Og selv om det nu er to år siden, at ulykken indtraf, skal offentligheden ikke regne med at få indblik i Schumachers tilstand.

Det siger Schumachers medieadvokat, Felix Damm, til det tyske nyhedsbureau dpa.

- Ulykken i sig selv var et stykke historie, og det blev reporteret flittigt, siger Felix Damm.

- Men der er ikke noget behov for, at offentligheden får indblik i genoptræningen. Offentligheden vil være ekskluderet. Det er foregået på et hospital, og nu foregår det i hjemmet, siger Damm.

- Jeg kan ikke bare komme med en udtalelse, der vil afklare alle spørgsmål. I stedet vil alle udtalelser føre til nye spørgsmål, siger Felix Damm.

Den syvdobbelte Formel 1-verdensmester blev hårdt medtaget efter et styrt på ski i Frankrig, hvor han bankede hovedet ind i en klippe. Det skete den 29. december 2013.

Den 46-årige Schumacher brugte efterfølgende måneder i koma, før han blev flyttet fra hospitalet til en genoptræningsklinik i juni 2014. Fra september samme år rykkede tyskeren til sit hjem i Schweiz, hvor han fortsatte genoptræningen.

Hverken Schumachers familie eller hans manager, Sabine Kehm, har nogensinde kommenteret eller videregivet oplysninger om Schumachers tilstand.

Kehm benægtede midt i december, at Michael Schumacher kunne gå igen. Dengang sagde hun ifølge dpa, at spekulationer om Schumachers genoptræning var "uansvarlig".

- Michaels privatliv er meget vigtigt hans tilstand taget i betragtning, sagde Kehm til dpa.

/ritzau/

Dagens Gossip