Årets dummeste biltyv? Sov branderten ud bag rattet

Skrevet af Michael Lauritsen

24/01/2014

Mest læste i dag

2014 er kun lige begyndt. Men allerede nu er der en kandidat til årets dummeste biltyv. 

Torsdag morgen - klokken 07.24 - anmeldte en beboer på Åbakkevej i Viby Sjælland, at en fremmed bil med en sovende mand holdt i indkørslen. Det oplyser Midt - og Vestsjællands Politi til Dagens.dk.

Beboeren havde forgæves forsøgt at vække manden. Det kunne politiet til gengæld, da det nåede frem.

Det viste sig at være en 33-årig mand fra Kirke-Hyllinge. Han var påvirket af spiritus. Og bilen, som han sad i, havde opbrudt tændingslås og var meldt stjålet fra Gentofte den 20. januer.

- Umiddelbart lignede det, at han næsten boede i bilen, siger kommunikationsmedarbejder hos Midt- og Vestsjællands Politi, Martin Bjerregaard, til Dagens.dk.

Han oplyser, at der blev fundet flere personlige egendele, men også genstande, der kan vise sig at være tyvekoster.

Den 33-årige blev anholdt og sigtet spirituskørsel, kørsel i frakendelsestiden og for at have stjålet bilen.

Politiet fik bilen bragt ind til nærmere undersøgelse.

Den 33-årige fik udtaget en blodprøve og blev afhørt til sagen, hvorfor politiet løslod ham i løbet af eftermiddagen.

- Han har forklaret, at han havde lånt bilen af en kammerat, og at han var løbet tør for benzin. Men enhver normalt tænkende sætter sig vel ikke ind i en bil med opbrudt tændingslås, siger Martin Bjerregaard.

Den 33-årige vil senere blive indkaldt til et retsmøde, når sagerne mod ham skal afgøres.