Årets kartoffelhøst har nydt godt af sommervejret

Skrevet af admin

17/10/2013

Mest læste i dag

Den såkaldte kartoffelferie er i fuld gang, men høstsæsonen for spisekartofler er slut for i år.

Kvaliteten på årets kartofler har været høj som følge af en god sommer, siger Lars Bødker, der er landskonsulent ved Videncentret for Landbrug.

- Kartoffelhøsten har været præget af, at vi har haft en lang, tør sommer med meget sol og et efterår ligesådan. En god vækstsæson har givet en fornuftig høst med kartofler af høj kvalitet.

- Der har været gode forhold til at grave kartoflerne op ad jorden og lægge dem på lager, siger Lars Bødker, der kun kan sætte en finger på, at vi måske har haft lidt for høje temperaturer i perioder, siger han til Ritzau.

Sammenligner man kartoffelhøsten med sidste år, er der blevet gravet lidt færre kartofler op ad jorden, men kvaliteten på dem har været tilsvarende højere.

- Udbyttet er en smule lavere i forhold til 2012, men optagelsesbetingelserne i år har været bedre.

- Sidste år skulle der bruges meget energi på at tørre kartoflerne ved indlagring, efter de var høstet, siger Lars Bødker.

Høsten af spisekartofler er slut for i år, men for de kartofler, der skal anvendes til kartoffelstivelse og kartoffelmel, fortsætter høsten lidt endnu.

Det er ikke til at sige noget om, hvornår man kan grave de første spisekartofler op i 2014. Det afhænger af, hvordan vinteren bliver temperaturmæssigt, forklarer Lars Bødker.

/ritzau/