Årets nobelpris i litteratur går til hviderusseren Aleksjevitj

Skrevet af admin

08/10/2015

Dagens topnyheder

Den hviderussiske forfatter Svetlana Aleksjevitj modtager årets nobelpris i litteratur for sit forfatterskab.

Det oplyser Det Svenske Akademi på et pressemøde i Stockholm.

Hun var på forhånd både kritikernes og bookmakernes favorit, men det er svært at spå om en vinder, da akademiet ikke offentliggør de nominerede.

Den 67-årige forfatter tildeles prisen for hendes "polyfoniske (flerstemmige, red.) tekster, som er et monument til lidelse og mod i vores tid", lød begrundelsen, da den blev læst op torsdag eftermiddag.

Med prisen, der er den fjerde af årets priser, som er uddelt, følger otte millioner norske kroner (omkring 6,5 millioner danske kroner).

Den 1. november udkommer Aleksjevitjs bog "Krigen har ikke et kvindeligt ansigt" på dansk. Det er den første af hendes bøger, der er oversat til dansk.

Hendes bøger har været forbudt i Hviderusland i kølvandet på, at præsident Aleksander Lukasjenko overtog magten i landet.

Det Svenske Akademi har haft 198 nominerede med i overvejelserne, hvoraf 36 var nomineret for første gang.

/ritzau/