Årets nye navn: De holder øje med os

Skrevet af admin

07/04/2016

Dagens topnyheder

Den unge rapper Gilli var tydeligt overrasket, da hans navn blev råbt op under Zulu Awards i Forum i København torsdag aften.

Det betød nemlig, at han skulle tage imod prisen for Årets Nye Navn, og der blev da også straks poppet en flaske champagne på scenen.

- Det kommer rigtigt meget bag på mig. Alle de gange, vi har været nominerede, har vi altid tabt, synes jeg. Jeg havde ikke regnet med det, men det føles dejligt, siger han til Ritzau Fokus udmiddelbart efter, at han har fået Zulu-statuetten.

Rapperen har været en del af det danske undergrundsmiljø i flere år, og han er for alvor blevet spillet i radioen med numre som "Tidligt op" og "Orale".

- At vi vinder betyder, at de holder øje med os. Vi er i gang med at få åbnet nogle døre for os. Vi har jo lavet musik i rigtig lang tid. Det er fedt, at de holder øje. Jeg gør det ikke for at vinde priser, men for dem der lytter. Men det er altid fedt at vinde en pris, siger han.

Hvis man skal tro Gillis kommentar lige efter, at han har vundet prisen, så bliver det ikke til den helt store fest i aften, selvom champagnepropperne allerede er sprunget.

- Vi skal hjem og sove, da vi skal tidligt op i morgen. Vi fester ikke, vi arbejder kun, siger han med et skævt smil.

Zulu Awards bliver afholdt torsdag aften i Forum i København, og der uddeles i alt 12 priser.

/ritzau/FOKUS