Årets spiller forlader Schmeichel og Leicester

Skrevet af admin

22/07/2015

Dagens topnyheder

Den stærke argentiner Esteban Cambiasso fortsætter ikke hos Kasper Schmeichel og co. i Premier League-klubben Leicester City.

På trods at have spillet en nøglerolle i Leicesters imponerende overlevelseskamp forlænger midtbanespilleren ikke sin kontrakt med klubben, hvor han ellers blev kåret til årets spiller efter sidste sæson for sine flotte præstationer.

Det skriver Esteban Cambiasso på sin Facebook-profil ifølge nyhedsbureauet dpa.

- Jeg vil gerne annoncere, at jeg har valgt ikke at forlænge min kontrakt med Leicester City.

- Jeg har truffet denne beslutning blot 24 timer efter, at Leicester friede til mig, fordi jeg vil give klubben tid til at finde et alternativ, skriver Cambiasso.

Det var Leicesters nye manager, Claudio Ranieri, som mandag udtrykte, at han ville have afklaring om Cambiassos fremtid i klubben.

Den 34-årige jernmand på midtbanen kom til Leicester forud for sidste sæson. Han nåede at spille 31 kampe i Premier League, hvor han også lavede fem mål.

Tidligere i karrieren har Cambiasso spillet for blandt andre Inter og Real Madrid.

/ritzau/dpa