Aarhus får ny sluse mod oversvømmelser

Aarhus midtby var i 2006 faretruende tæt på en oversvømmelse, da Aarhus Havn pludselig oplevede et kraftigt højvande.

Sådanne skræmmende scenarier vil aarhusianerne gerne skånes for i fremtiden. Derfor indledes byggeriet af et stort sluse- og pumpeanlæg onsdag.

Med udsigt til klimaforandringer i form af voldsommere regnskyl og højere vandstande, skal anlægget beskytte midtbyen, der ligger i en ådal og derfor er yderst følsom over for forhøjet vandstand i bugten og i åen.

Når det nye anlæg står færdig, vil midtbyen være sikret mod vandstande op til 2,5 meter over normalen.

Første del af byggeriet koncentrerer sig om pumpeanlægget, der bliver et af Danmarks største. Anlægget skal kunne pumpe 18.000 liter vand væk i sekundet.

Senere skal der bygges et sluseanlæg, der skal forhindre vand fra Aarhusbugten fra at løbe ind i åen og oversvømme midtbyen.

Byggeriet foregår ved Europaplads, og det er planen, at anlægget skal stå færdig om knap to år.

Arbejdet med anlægget medfører, at der kun bliver en kørebane i hver retning på Europaplads.

/ritzau/

 

Dagens Gossip