Århus Håndbold forlænger med rutineret kulturbærer

Skrevet af admin

04/02/2016

Dagens topnyheder

Århus Håndbold og Henrik Hansen har forlænget samarbejdet med et år, så de to parter nu har papir på hinanden frem til sommeren 2017.

Den 37-årige bagspiller har med 38 mål og 56 assister været en af de toneangivende spillere for Århus Håndbold i denne sæson.

Direktør Jan Nielsen er begejstret for aftalen og betegner på klubbens hjemmeside Henrik Hansen som en fantastisk fyr både på og uden for banen.

- Tilmed har han spillet forrygende det sidste halve år, hvor han har præsteret på absolut topniveau i begge ender af banen og vist, at han stadig er blandt landets bedste forsvarsspillere, og når det handler om at drive bolden fremad banen.

- Vi har rigtig mange unge spillere, derfor er det også ekstra vigtigt med en spiller som Henrik, siger Jan Nielsen.

- Med hans rutine og mange år i klubben er han en kulturbærer, som vores unge spillere kan læne sig op ad. Derfor er vi naturligvis også ekstra glade for, at han har valgt at tage endnu en sæson hos os, lyder det.

Selv er Henrik Hansen godt tilfreds med fortsat at skulle trække den orange trøje over hovedet i næste sæson.

- Jeg er vokset op i Aarhus og har altid haft en stærk tilknytning til byen, så for mig er det ideelt at have forlænget min aftale med Århus Håndbold.

- Derudover synes jeg, at vi har en rigtig spændende og talentfuld trup med et enormt potentiale, så jeg synes, fremtiden ser rigtig lovende ud, siger han.

Ud over rollen som håndboldspiller arbejder Henrik Hansen også for Århus Håndbold som salgskonsulent.

Henrik Hansen og Århus Håndbold skal lørdag møde GOG i semifinalen af den danske pokalturnering.

/ritzau/