Århus Håndbold forlænger med stregkæmpe

Skrevet af admin

06/04/2016

Dagens topnyheder

Den 23-årige stregspiller Mads Kalstrup er i foråret blomstret op hos Århus Håndbold og har i begge ender af banen leveret spil på højt niveau.

De flotte præstationer kulminerede mandag med en udtagelse til udviklingslandsholdet.

Århus Håndbold-direktør Jan Nielsen er derfor glad for, at klubben er lykkedes med at forlænge kontrakten med den nyudklækkede landsholdsspiller.

- Mads er inde i en fantastisk udvikling og har i denne sæson vist et imponerende stabilt niveau i begge ender af banen.

- Særligt i foråret har han virkelig slået sit navn fast og har sammen med resten af holdet hævet sit niveau nærmest fra kamp til kamp. Det lover rigtig godt for fremtiden, siger Jan Nielsen til klubbens hjemmeside.

Mads Kalstrup er tæt på den perfekte historie i forhold til Århus Håndbolds talentstrategi.

Han har fået sin håndboldopdragelse i Rønde og har spillet på aarhusianernes U18-hold, før han blev rykket op på ligaholdet.

- Det er den slags spillere, vi fremadrettet skal udvikle endnu flere af, lyder det fra direktøren.

Mads Kalstrup har i denne sæson scoret 53 mål, hvilket er rekord for den unge streg. Samtidig er hans scoringsprocent i år blandt de højeste, når det gælder ligaens stregspillere.

- Jeg har forbedret min fysiske træning markant. Det, kombineret med at jeg har fået en del mere spilletid i denne sæson end tidligere, har uden tvivl været rigtig godt for min udvikling.

- Samtidig synes jeg også, at vi som hold virkelig har taget nogle store skridt i den rigtige retning. Så jeg synes absolut, det ser spændende ud, fortæller Mads Kalstrup.

Næste sæson er der udsigt til en ny makker på stregen, når den rutinerede islandske landsholdsspiller Robert Gunnarsson vender retur til klubben.

- Selvfølgelig ved jeg godt, at jeg nok ikke får lige så meget spilletid, som jeg gør i øjeblikket. Jeg er dog sikker på, at der bliver plads til os begge.

- Robert kommer med en masse erfaring, og jeg er sikker på, jeg kan lære nogle ting af ham især angrebsmæssigt, siger Mads Kalstrup.

Ved siden af håndbolden læser Mads Kalstrup offentlig politik og økonomi på Aarhus Universitet.

/ritzau/