Århus Håndbold henter keeper HC Midtjylland

Skrevet af admin

15/01/2015

Mest læste i dag

Den 25-årige håndboldmålmand Jens Fredsgaard skifter til sommer HC Midtjylland ud med Århus Håndbold, meddeler aarhusianerne i en pressemeddelelse.

I Århus Håndbold håber klubben, at Jens Fredsgaard tager sin redningsprocent på 42 procent for den igangværende sæson med sig, skriver klubben.

- Det er min klare ambition med Århus Håndbold, at vi skal med i slutspillet i hver eneste sæson - og at vi ikke skal være tilfredse med bare at være med.

- Der er tale om en klub med nogle flotte traditioner og gode rammer, og jeg håber på at kunne være med til at flytte holdet yderligere frem i ligaen, siger målmanden, der får en toårig kontrakt med Århus Håndbold.

Han skal afløse Jan Nielsen, der bliver målmandstræner i klubben.

- Kombinationen af at bo i Aarhus og at spille for Århus Håndbold er helt perfekt. I forhold til håndbolden ser jeg frem til at få mere ansvar, og det er jo altid rart, når der er nogen, der tror på dig.

- Desuden ser jeg meget frem til at få Jan Nielsen som målmandstræner. Jeg er godt klar over, at det er nogle store sko, jeg skal udfylde, når jeg afløser ham, og jeg har selvfølgelig ikke samme rutine.

- Til gengæld er jeg noget hurtigere, siger Jens Fredsgaard med et smil.

Århus Håndbolds cheftræner, Erik Veje Rasmussen, ser frem til samarbejdet med sin nye målmand.

- Fra sidste til denne sæson har han løftet sit spil markant. Han har Boxerligaens højeste redningsprocent, godt hjulpet på vej af et stærkt HCM-forsvar, og vi tror på, at han kan løfte sig yderligere, siger Erik Veje Rasmussen.

/ritzau/