Aarhus: Hjemløse flygtninge er snart en reel trussel

Skrevet af admin

17/08/2015

Mest læste i dag

Skævheden mellem høje huslejer og flygtninges fremtidige indkomstgrundlag får flere kommuner til at tvivle på, om det reelt er muligt at skaffe permanente boliger til flygtningene.

- Hjemløshed er en reel trussel for de her familier, siger rådmand i Aarhus Thomas Medom (SF).

Ifølge rådmanden bliver hovedparten af byens flygtninge snart tvunget til at flytte til noget billigere, når deres indtægtsniveau sænkes til den SU-lignende integrationsydelse i stedet for kontanthjælp.

Det sker samtidig med, at presset på billige boliger er massivt i kommunen:

- Vi ser det meget tydeligt lige nu, fordi det er studiestart. Der har ikke før været så lange ventelister til studieboliger, som vi ser nu, siger han.

Det er kommunernes ansvar, at flygtninge snarest muligt tilbydes en bolig, når de får opholdstilladelse.

Men mandag kunne Kristeligt Dagblad skrive om et nyt høringssvar fra Kommunernes Landsforening, hvor der advares om, at den nye integrationsydelse gør det markant sværere at finde boliger til flygtningene.

I et svar til Ritzau, uddyber KL og skriver, at det reelt betyder, at det ikke er realistisk at finde permanente boliger.

- En integrationsydelse på SU-niveau vil betyde, at det som hovedregel vil være umuligt for kommunerne at give tilbud om en permanent bolig, og derfor må kommunerne tilbyde flygtningene midlertidig indkvartering, skriver Jacob Bundsgaard, der er formand for KL's arbejdsmarkeds- og erhvervsudvalg.

Landets kommuner afsøger i øjeblikket alternative indkvarteringsløsninger, fordi udbuddet af almene lejeboliger ofte vil være for småt og for dyrt for flygtninge på den fremtidige ydelse.

I Aarhus betyder det forsøg med deleboliger, mens man i Aalborg Kommune blandt andet har forsøgt sig med private udlejere.

Det har indtil videre været en blandet succes:

- Vi havde håbet på, der var nogle udlejere, der har nogle større udlejningsejendomme, der meldte sig.

- Men det er mere privatpersoner, der har et hus, de ikke har kunnet få solgt og så videre, siger Gurli Fuglsang Joensen, koordinator på modtagelsen af nye flygtninge i Aalborg Kommune.

Langt de fleste i kommunen anvises til almene boliger og ungdomsboliger, men med den nye integrationsydelser bliver de muligheder "mere knebne":

- Vi skal måske nok lægge en lidt anden strategi for dagen, siger Gurli Fuglsang Joensen.

/ritzau/