Aarhus indfører 24-timers regel

Skrevet af Elo Christoffersen

15/10/2012

Dagens topnyheder

Træt af at vente på et svar fra kommunen? Ifølge den aarhusianske sundhedsrådmand Thomas Medom (SF) må der nu maksimalt gå 24 timer, fra man sender en mail til forvaltningen, til man får et svar.

- Når man sender en klage over manglende pleje eller omsorg til direktøren eller den øverste politiker i afdelingen, så er det oftest fordi man er frustreret, sur, forvirret eller måske ligefrem bange. Så stærke følelser skal vi kunne reagere på inden for 24 timer, siger Thomas Medom.

God økonomi

Inspirationen til at indføre en 24 timers regel kommer fra Holland, hvor man har haft stor succes med at indføre hurtigere og mere direkte og personlig kontakt til de borgere, der klager. Konceptet har samtidig fokus på at lytte, være undersøgende og være løsningsorienteret.

I Holland har resultater ved brug af modellen vist, at 50 % af klagesagerne droppes, sagsbehandlingstiden reduceres med 20 % og både borgertilfredsheden og jobtilfredsheden stiger med 20%.

24 timers reglen træder i kraft 1. november. Den gælder alle hverdage og omfatter klager over pleje og omsorg i Aarhus Kommune.