Aarhus Kommune vil tilbyde mindst 150 akutjob

Skrevet af Elo Christoffersen

26/10/2012

Dagens topnyheder

Aarhus Kommune gør nu klar til at finde mindst 150 jobs målrettet ledige, som ellers risikerer at miste deres dagpengeret.

Det sker efter at Kommunernes Landsforening (KL), Danske Regioner, DA og regeringen tidligere på ugen har givet hinanden håndslag på en ekstraordinær indsats, hvor det private erhvervsliv organiseret i DA har forpligtet sig til at anvise 5000 akutjob, mens det offentlige skal finde 5000 akutjob. Derudover forventes yderligere 2500 akutjob fra det private erhvervsliv i øvrigt. Den nye indsats ligger i direkte forlængelse af akutpakken fra august, der sikrer et særligt jobberedskab til ledige i målgruppen.

- Aarhus Kommune er parat til at løfte sin del af ansvaret og hjælpe de mennesker, der er kommet i en vanskelig situation. I Aarhus Kommune går vi straks i gang med at finde mindst 150 jobåbninger til denne gruppe. Har man gået ledig i længere tid, kan det være rigtig svært at komme i gang igen. Et akutjob kan derfor give den ledige energi til at søge videre og igen få fodfæste på arbejdsmarkedet. De har brug for den håndrækning, vi kan give dem, siger borgmester, Jacob Bundsgaard.

Han oplyser, at akutjobbene er et element i en jobpakke, Aarhus Kommune vil præsentere inden nytår.