Aarhus-moské indstiller samarbejde med myndighederne

Skrevet af admin

13/03/2014

Mest læste i dag

Unge muslimer skal have fri mulighed for at drage til Syrien, selvom det kan være med en intention at lade sig hverve til at kæmpe i den blodige borgerkrig i Syrien.

Det er den omstridte Aarhus-moské på Grimhøjvej, der i en pressemeddelelse oplyser, at samarbejdet med de lokale myndigheder bliver indstillet.

- Det skal meddeles hermed, at bestyrelsen i Den Muslimske Sammenslutning ved et ekstraordinært møde har besluttet at indstille alt samarbejde med myndighederne i Aarhus vedrørende sag om unge, der drager af sted til Syrien, lyder det i meddelelsen.

I sidste uge advarede Østjyllands Politi de unge muslimer og deres familier i Aarhus mod potentielt alvorlige konsekvenser ved at frekventere moskéen på Grimhøjvej, der ligger i forstaden Brabrand.

- Vi er nødt til at italesætte den moské som et omdrejningspunkt i forhold til rekrutteringen, lød det fra Allan Aarslev, politikommissær ved kriminalpræventiv sektion under Østjyllands Politi, til Politiken Søndag.

- Det er ikke forældrene, der sender de unge i krig. De er lige så bestyrtede. Vi må sige, at der altså sker noget, når de unge begynder at komme derude.

Torsdag eftermiddag har politikommissæren endnu ikke læst pressemeddelelsen fra moskéen, da Ritzau kontakter ham. Han fastslår dog, at "vi bliver nødt til at forholde os til den udmelding, de kommer med."

- De er formentlig blevet skrækslagne over den mediestorm, som de er udsat for, og de prøver så at slippe ud af den så godt som muligt.

- Derfor har vi besluttet os for ikke at ville sige mere, før vi har mere indgående kendskab til, hvad det her drejer sig om, siger Allan Aarslev til Ritzau.

Politikommissæren understreger, at på grund af den mediestorm, som moskéen og dens medlemmer har været udsat for, så kan han godt forstå, "at de har haft det rigtig svært."

- Noget af det, de siger, kan godt blive misforstået på nuværende tidspunkt, og jeg vil ikke hjælpe med til de misforståelser, siger Allan Aarslev, der ikke ønsker at kommentere yderligere.

I meddelelsen fra moskéen nævnes det, at man vil følge udviklingen i sagen og herefter vil træffe en endelig afgørelse om, hvorvidt samarbejdet skal i gang igen eller ej.

/ritzau/